Konceptet

Ideen til Citzalia opstod, da ESN (European Service Network) som svar på en forespørgselsindkaldelse fra Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Kommunikation foreslog at skabe et interaktivt, virtuelt 3D-univers.

Parlamentet ønskede at medfinansiere et forslag til "udvikling og lancering af et innovativt netsted, der anvender kreative metoder til at skabe interesse for og øge kendskabet til Europa-Parlamentets arbejde".

ESN's forslag til et virtuelt parlament blev valgt på grund af den innovative indgangsvinkel til at skabe et nyt socialt netværkssted med anvendelse af virtuel 3D-teknik. Det samlede budget til Citzalia er 275.000 EUR. Europa-Parlamentet dækker 75% af budgettet i form af et støttebidrag. Støtten kommer fra en pulje til ikke-kommercielle projekter. ESN finansierer selv de resterende 25%, og det understreger vores engagement i og tro på projektet.

ESN's administrerende direktør Koenraad Tommissen støttede ansøgningen, selvom projektet ikke skaber en økonomisk gevinst for virksomheden. "Mit ønske er ganske enkelt at sætte folk i stand til at kommunikere om Europa-Parlamentet ved hjælp af et værktøj udviklet af ESN", siger han.

Parlamentets vilkår for støttetildelingen er, at Citzalia skal publicere upartisk, korrekt og opdateret information om Parlamentets aktiviteter. Citzalia skal også:

  • Forklare og informere borgerne om Europa-Parlamentets rolle som et demokratisk valgt europæisk organ og Europa-Parlamentets rolle i beslutningsprocessen.
  • Forklare, hvilke konsekvenser de beslutninger, der træffes i Europa-Parlamentet, har for de europæiske borgeres dagligdag.
  • Udnytte Web 2.0 til at skabe interaktivitet mellem borgere i det samme land eller på tværs af lande, og skabe en platform for debat og diskussion om de emner, der er blevet, bliver eller vil blive behandlet i Europa-Parlamentet.
  • Igangsætte en fri og åben debat på en politisk neutral og upartisk måde, og samtidig sikre overholdelse af grundlæggende etiske normer i diskussionerne.

Alle ovennævnte mål skal Citzalia indfri. De er nødvendige elementer i et frit og åbent netværksforum. Vi betragter også sitet som et uddannelsesværktøj, der kan benyttes af lærere og på journalisthøjskoler.

Michael Fallise, Citzalias seniorudvikler og analytiker, fortæller, at hans ide til projektet udsprang af hans erfaringer med at udvikle en af de første sociale netværksplatforme i 2000. Derudover startede det med en snak med kollegaen Erwan Martin i en rygepause, hvor de to videreudviklede ideen.

"Med speciale i brugerinterface og efter selv at have designet nogle videospil, havde jeg lyst til at prøve at udvikle en anden måde at besøge et netsted på," siger Michael. "Det skulle være noget andet end den klassiske hjemmeside, hvor man navigerer via links. Det skulle være noget mere visuelt som i cyberpunk-romanerne. Med Europa-Parlamentets forslagsindkaldelse fik vi mulighed for at videreudvikle ideen."

Han forklarer det virtuelle 3D-koncept som en teknik til at navigere i informationen på en unik måde.

"Når det virtuelle Europa-Parlaments bygning nu er et netsted, så bliver de enkelte rum i bygningen en side, og dørene er links mellem rummene eller siderne. Hvert rum indeholder oplysninger eller applikationer, der vises som genstande eller møbler. Så i bund og grund er Citzalias verden ikke et spil eller en simulering i sig selv. Det er bare en mere appellerende måde at navigere igennem et komplekst netsted som en portalhjemmeside."

Og så er den store forskel mellem Citzalia og den klassiske hjemmesidenavigation, at du ser andre besøgende og interagerer med dem i realtid, tilføjer han. Det er mere som et grafisk socialt netværk.

"Vi har arbejdet med EU-kommunikation gennem mange år, og vi ved, at EU-borgerne føler sig distanceret fra EU's institutioner, men vi ved også, at institutionerne har EU-borgerne højt på dagsordenen," siger Michael. "Vi søger hele tiden efter løsninger, der kan gøre kommunikationen mere vedkommende og involvere borgerne i EU-processerne."

Erwan, som kom i tanke om Michaels koncept, da han hørte om Europa-Parlamentets forslagsindkaldelse, har hjulpet med at videreudvikle konceptet.

"Jeg begyndte at overveje, hvilke forskellige moduler vi kunne inplementere i Mikes 3D-verden, som for eksempel et diskussionsforum og presserum og et EU-Lex Lab," siger han. "Mike og jeg interesserer os begge for videospil, særligt strategispil fra 80'erne og 90'erne. Samtidig har vi fulgt udviklingen af kommunikationen på internettet, hvor sociale medier og andre applikationer er eksploderet."

Fra det indledende koncept har vores ESN-team på 15 personer videreudviklet Citzalia til et sjovt sted, hvor EU-borgerne fra de 27 EU-lande kan skabe netværk og deltage i en tværkulturel dialog.

Citzalia kan kaldes et eksperiment i den forstand, at konceptet med et virtuelt Europa-Parlament ikke er afprøvet tidligere, men vi er sikre på, at vi har skabt en platform, hvor synspunkter kan fremsættes. Nu er det så op til brugerne at gøre det til en succes. Hjælp os ved at tilmelde dig og deltage i betatesten af sitet, så du kan bidrage til udviklingen af Citzalia. Vi vil meget gerne høre din mening.